Vi nyder når solen står højt på himlen, men når det er over en længere periode, bliver der tørt i naturen, og dermed bliver der en øget risiko for naturbrand.
Når tørken indfinder sig mærker vi en stigning i antallet af udrykninger. Men i stedet for at slukke ildebrand, vil vi gerne hjælpe dig med gode råd til, hvordan du undgår brand i naturen. Derfor har vi udarbejdet kampagnen Brandsikker Sommer, hvor vi sommeren igennem hjælper borgere og virksomheder i Nordjylland med brandsikre råd - og opfordrer til at tænke før du tænder.

Sol og sommer med flere udrykninger
Når vi har haft en længere periode uden regn og måske mange solrige sommerdage, skal der en stor mængde regn til at gennemvæde naturen. Derfor skal du være forsigtig med åben ild. Mange sommerbrande opstår nemlig på grund af ubetænksomhed med aske fra brændeovn, henkastede cigaretskodder, ukrudtsbrænder, grill eller når der laves bål. På den baggrund får vi hvert år flere udrykninger til brand forårsaget af uforsigtighed med åben ild. Derfor vil vi hjælpe dig til, at få en brandsikker sommer og følge rådene:
- Åben ild med fornuft
- Hold altid opsyn
- Sluk sidste glød inden du går
Hvor finder du rådene
I faktaboksen finder du rådene til din brandsikre sommer. Derudover kan du følge os på Facebook, hvor der løbende vil komme gode råd til, hvordan du undgår at starte en brand i naturen, når du bruger åben ild.
Når uheldet er ude
Sker ulykken alligevel og du får akut brug for hjælp, ring straks 1-1-2.
Kort tid efter du har ringet op til alarmcentralen, er vi på vej. Operatøren vil stille dig spørgsmål, som kan være vigtige oplysninger for os. Ligesom det også vil være en stor hjælp, hvis der er en til at tage imod brandvæsenet når vi kommer.

